Familiens møde med kanonfotograf på

Skovbakken i 1949 - Undertegnede med hvide sokker og slips.

Hvem er John Erik Olsen?


En ægteaalborgenser vil nok hævde, at jeg kom til verden på den forkerte side af vandet, nemlig på solsiden i Ane Dams Gade 12 i Nørresundby, formentlig som et kærligt resultat af en mørklægning. Datoen var den 22. februar 1945, få måneder før solen atter skinnede over et frit Danmark efter ”de 5 forbandede år”. Gudskelov har der ikke siden været mørklægninger, men om det er årsagen til, at jeg blev det eneste barn af arbejdsmand Kaj Verner Olsen og hustru Inga Louise Elisabeth, skal jeg lade være usagt. Begge er døde og borte, mor i 2012, men jeg har heldigvis mange gode minder sammen med dem.


Efter at være opvokset i Aalborg på kvisten i Sjællandsgade 97.  Kom jeg i lære som typograf (håndsætter) på Aalborg Stiftsbogtrykkeri/Aalborg Stiftstidende i1962, og aftjente derefter min værnepligt på Flyvestation Aalborg.


I slutningen af 1967 gik ”rejsen ind i fremtiden” for min da forlovede (og nuværende kone) Kirsten og jeg, idet vi rejste sydpå til Århus-kanten, vel et af de værst tænkelige  steder for en aalborgenser. Det har vi nu aldrig fortrudt. Jeg fik job i den grafiske branche på et formular-trykkeri lige efter militæret.


I 1968 var Kirsten og jeg ”hjemme” for at blive gift i Budolfi Kirke. I 1971 stiftede jeg bekendtskab med et andet stiftsbogtrykkeri, nemlig Aarhuus Stiftsbogtrykkerie. Her slog jeg mine folder i trykkeridelen og senere i nogle af selskabets spændende IT-selskaber i ledende stillinger (bl.a. i England i 4 år), indtil jeg blev pensionist 1. januar 2012, og fik tid til at skrive bøger. Ialt er det blevet til 12 trykte udgivelser og flere hundrede sider i PDF-formatet. 


I dag er jeg medlem af duoen Chris & Olsen, der spiller iørefaldende dansemusik med kendte numre til fødselsdage, familiefester, byfester o. lign. Desuden holder jeg holdt foredrag med Aalborg i fokus i mange år. Booking 21 630 685.


Begge vores børn bor i nærheden af os gamle, så det er dejligt. De har skænket os 3 børnebørn med den første i 2008. Hvad mere kan man forlange.

28. september 1968 - Budolfi Kirke